TOP
Oplev Fyn

Dammestenen eller Damestenen?

Kært barn har som bekendt tit mange navne. Sådan et er Dammestenen.

… eller Damestenen/Hesselagerstenen, som nogen – særligt lokale – helst vil omtale den.

Et af de spørgsmål, der oftest er kommet i kølvandet på 111 steder på Fyn som du skal se, handler netop om navnet på stenen ved Hesselager. Af samme grund er det nok den bid af bogen, jeg har undersøgt og dobbelttjekket flest gange, både før og efter udgivelsen og i forbindelse med efterfølgende genoptryk.

Svaret er ikke entydigt. Den går nemlig under begge stavemåder og navne. Infoskiltet og vejnavnet ved stenen staves med ét m. Mange lokale synes, det er sådan, den staves.

En del andre udmærkede kilder og instanser bruger til gengæld to m’er. Det gælder Den Store Danske, fynhistorie.dk, Slots- og Kulturstyrelsens site om Fund og Fortidsminder samt GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).

Særligt GEUS har en god beskrivelse af stavemåden og navnets oprindelse.

Hvis du har et eksemplar af bogen, ved du, at jeg landede på Dammestenen, da jeg skulle vælge. Jeg synes, det var den retning, det meste pegede. Det synes jeg stadig. Men jeg synes også, at både Damestenen og Hesselagerstenen er fine navne. Og de er jo – har vi hermed fået slået fast – heller ikke hverken sjældne i udbredelse eller forkerte.