Skal I på tur på Fyn med flere generationer er der masser af spændende steder, hvor både store og små vil hygge sig og finde meget at snakke om. Blandt forfatterfavoritterne til det formål er især:
Besættelsesmuseum Fyn ved Odense (side 14-15), hvor I kan få en god snak om, hvordan det egentlig var at være barn og dansker i det hele taget under 2. Verdenskrig. Oplagt til en familieudflugt her i 80-året for besættelsen.
Gåsebjergsand (side 96-97) er et stort legeområde uden for Faaborg, hvor børn i de fleste aldre vil more sig. Det samme vil voksne med bare en snert af legebarn i sig. Resten af selskabet vil kunne nyde en kop medbragt kaffe og forberede bål til snobrød i Picnicland imens.
Naturama (side 150-151) i Svendborg er både underholdende og lærerigt, uanset hvor ung eller gammel du er. Her er meget at kigge på, prøve og lære – både sammen og hver for sig.
Tidens Samling (side 212-213) i Odense er et oplagt sted at gå på opdagelse med børn, børnebørn og bedsteforældre. Her kan I dykke ned i store og små barndomsminder, uanset om de er fra 1930’erne, 1950’erne, 1970’erne eller er endnu nyere. Det ekstra fine ved den lille museumssamling her er, at man må både røre, sidde og prøve, så der er god mulighed for at få en smagsprøve på, hvordan det var at være barn, da bedstefar var det.
Snup fx frokosten eller aftensmaden på Carlslund (side 34-35), hvor der både er dejlig atmosfære og lækker mad til de fleste smagsløg, uanset alder. Og så er der basis for en dejlig gåtur i de naturskønne omgivelser, hvis der skal samles lidt appetit før måltidet, eller når det skal fordøjes bagefter.
Besættelsesmuseum FynbørnCarlslundFaaborgfamilieturGåsebjergsandi børnehøjdeNaturamaOdenseSvendborgTidens Samling